Charmerende Skagenshus til den kræsne familie lejes ud hele året

Bo i et lækkert skagenshus, som er indrettet med kvalitet og design. Tilbring de smukke sommeraftener på terrassen med et godt glas vin i det magiske lys, der kendetegner Skagen. Spring i badekåben og gå gennem klitterne til stranden på få minutter.

Sommerhuset er beliggende på en af de hyggeligste og mest charmerende veje i Skagen, Østerbyvej, som løber fra Brøndums Hotel til det historiske vippefyr.

Der er kun et par hundrede meter til den fantastiske Sønderstrand og Skagens Museum ligger lige rundt om hjørnet.

Huset har plads til 6 personer med 130 kvm fordelt på to plan i hovedhuset med 2 soveværelser, 1 badeværelse med brus, 1 gæstetoilet, kombineret køkken og spisestue, opholdsstue, forgang samt vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler.

Derudover et separat anneks med soveværelse og badeværelse med toilet/brus. Hele huset har gulvvarme. Indretningen er skandinavisk, hyggelig og stilfuld.

Udearealet på 115 m2 er delvist flisebelagt, delvis beplantet med marehalm og har flere solrige kroge med borde, stole og liggestole.

Fakta om huset & gæstebog

Huset var virkelig velindrettet og dejligt med skønt lysindfald i stuen, fine værelser og badeværelser og et dejligt anneks. Der var alt, hvad vi havde brug for, og lidt til, så vi følte os hjemme fra første øjeblik og nød at bo der. Beliggenheden var helt i top med både strand og by tæt ved. Det var et dejligt ophold, og vi kommer gerne igen.

Huset var ved første øjekast fuldstændigt som på billederne - det var en fed oplevelse at træde direkte ind i den høje forventning vi havde opbygget på baggrund af løbende dialog med vært og tjek på hjemmesiden. Sommerhuset er gennemført hyggelig og praktisk. Der er tænkt på alle detaljer, når man som gæst tjekker ind. Det skal være ligetil at tilbringe tid i huset. Jeg vil gerne fremhæve den intime og hyggelige atmosfære ude som inde.

Kære Carolina, som en varm sommeraften i armene på den, man holder kærest, sådan har opholdet i dit dejlige hus været. Vi har følt det, som om vi havde været der før - i en varm omfavnelse, der spredte sig til stille glæde og tryghed. Det kan være svært at træde tilbage fra sådan en omfavnelse, og man kan kun glæde sig til den dag, man kommer tilbage...

Vi nød vores ophold i jeres dejlige hus, hvor alt fungerede fint. Jeg kan ikke komme på noget, som vi savnede. Jeg kunne bestemt godt finde på at anbefale huset til andre – og selv vende tilbage

Et super fint hus, som jeg gerne anbefaler.

Vi takker for en virkelig dejlig uge i Skagen. Ugen ingen af os havde lyst til at tage hjem fra. I det hyggeligste sommerhus med den bedste beliggenhed. Der manglede ingenting. Lækkert, pænt og rent alle steder. Det var hele vejen igennem let at kommunikere med Carolina. Vi var to voksne og 4 børn afsted, og vi havde dejlig plads inde som ude. Vi glæder os allerede til at kunne låne huset en anden gang.

Carolinas hus er smagfuldt indrettet, man føler sig straks hjemme. Dejligt med annekset, hvor der er soveværelse med bad og toilet. God plads både ude og inde, altid muligt at finde både sol og læ på en af terrasserne. Det bliver for langt, at skulle nævne alle detaljerne i huset, her er alt, hvad man skal bruge. Foran huset er haven lavet med marehalm, det giver en god "strandstemning". Beliggenheden er perfekt med gå-afstand til Slagter Munch, Krages Konditori, Brøndums Hotel samt standen. Ligeledes tager det 5-10 min at gå til Vippefyret, hvis man om aftenen vil nyde et glas vin og se solen gå ned over Gammel Skagen. Huset er det bedste, vi endnu har boet i, når vi har været i Skagen... Vi kommer meget gerne igen.

Fantastisk hus i skønne omgivelser. Du finder ikke et bedre sted at holde sommerferie i Danmark.

Hyggelig skøn oase i rolige omgivelser. Et helt igennem skønt sommerhus, alt er rent og i super stand, veludstyret køkken hvor intet mangler. Et hus, hvor man hurtig føler sig hjemme. Vi glæder os allerede til næste gang.

Great quiet location near Skagen centre, excellent communication with host prior to & during our stay; not the cheapest but then a very stylish, comfortable house with all mod cons. 3 double bedrooms (including one that is in the house but not next to the other two), two bathrooms & 3 toilets, really good

Dieses Haus ist die perfekte Location für einen wunderbaren Aufenthalt in Skagen. Die Lage zwischen Strand und Innenstadt ist optimal. Das Haus ist sehr liebevoll, hochwertig und geschmackvoll eingerichtet und hat eine fantastische Ausstattung. Die Gastgeberin antwortet schnell und ist sehr hilfsbereit. Wir können Karolines Haus absolut empfehlen.

Vi har nogle helt helt fantastiske dage i Skagen og ikke mindst i jeres helt fantastiske hus!

Beliggenhed - beliggenhed - beliggenhed 🙂 Rolig vej med smukke huse, indhegnet have og tæt på både centrum og strand. Altid læ at finde på en af de mange terrasser. Skønt indrettet hus med fint værelse på 1. sal og dejligt anneks til familier med større børn eller flere par. Vi glæder os til at vende tilbage.

Meget skønt hus med masser af plads, som ligger centralt til både byens hovedgade, havnen og stranden, hvor man kommer nemt til Grenen. Kan varmt anbefales, hvis man trænger til at komme væk og slappe af. Skagen er bare en skøn by.

Vi har lejet huset nogle gange og hver gang det som at komme “hjem”. Huset er fint renoveret i “Skagen stil”, god plads både ude og inde. Det er perfekt indrettet med bad og 2 toiletter i “hovedhuset” og bad/toilet i annekset, gode soveværelser med komfortable senge. Møbler og indretning giver fornemmelse af at været i et “hjem” mere end et feriehus. Ude er det altid muligt at finde en solplads, og der er gode terrasser både foran og bag huset. Der er fint med havemøbler, bænke, stole, grill osv. i skuret er der desuden liggestole og fine cykler. Området bag Brøndums Hotel er virkeligt charmerende med de gamle skagenshuse. Der er gåafstand til stranden, Slagter Munch, Krages Bageri, Skagen Museum og “solnedgangs pladsen” ved Vippefyret…så placeringen kan dårligt være bedre. I tilfælde af regnvejr er huset rigeligt forsynet med ugeblade, bøger, spil, TV samt en gaskamin. Vi lejer meget gerne huset igen.

Om Skagen

Skagen er Danmarks nordligste by og kendt for sit helt fantastiske lys, sin unikke natur og sine skønne sandstrande. Byen byder på caféer, restauranter, shoppingmuligheder og kulturelle oplevelser en masse.

Skagen – og Danmarks – yderligste punkt, Grenen, kan nåes til fods fra parkeringspladsen eller med den populære traktorvogn, Sandormen.

På Skagens Museum kan du opleve de berømte værker af Skagensmalerne. Besøg også Anchers Hus og Drachmanns Hus eller Skagens Bamsemuseum for de små.

Altid et besøg værd

Hvis du ikke kan få nok af frisk luft og smuk natur kan du deltage på flere guidede ture, tage på svampejagt eller smutte en tur til Råbjerg Mile og Den Tilsandede Kirke.

Efteråret byder på Skagen Marathon og Skagen Vandrefestival. Julen fejres med hyggelige julemarkeder og “Skagens Levende Kalender”.

I januar hopper modige vinterbadere i Kattegats kolde vand til Skagen Vinterbaderfestival og i foråret afholdes Skagen Fuglefestival, efterfulgt af Havfiskefestivalen og midsommer fejres med bål på Sankt Hans aften ved Vippefyret.

I løbet af sommeren strømmer tusindvis af turister til Skagen for at deltage i Danmarks ældste musikfestival, Skagen Festival for ikke at nævne den populære uge 29.

Uanset årstiden er Skagen et besøg værd.

Interesseret? Kontakt os for info om ledige tider